SK > Boganmeldelser > Mellemøsthåndbogen

Anmeldelse

Mellemøsthåndbogen. Fakta om landene i Mellemøsten og Nordafrika.
Syddansk Universitetsforlag 2005, 4. udgave.
Redaktion: Lars Erslev Andersen, Søren Hove, Maj Vingum Jensen

506 sider, illustreret med 45 kort.
Kr. 378,00

Anmeldt af: Anders Wykow Hansen

Lad mig starte med et forbehold for nærværende anmeldelse. Hvor en "Nyere Danmarkshistorie" måske kun behøver opdateres hvert femte år, er det et faktum for enhver avislæser, at mellemøstlige forhold forandres hurtigere end selv netaviserne kan følge med. Derfor skal det ikke være et klagepunkt, at der i bogen forekommer forældede data, og at der kan være sket grundlæggende ændringer (attentater, krige, statskup o. lign.) siden håndbogen udkom i en fjerde udgave i 2005, selvom det kan virke lokalirriterende. Og så til sagen.
Mellemøsthåndbogen består af to dele. Første del tager forskellige temaer op i samlet tolv kapitler skrevet af forskellige forfattere. Anden del er en landesektion (bygget op som et leksikon) med fakta og historisk viden om Mellemøstens og Nordafrikas lande.

Hvis vi starter med den sidste del først: Landesektionen omfatter 22 kapitler - et for hvert af de 22 lande (fra Algeriet til Ægypten), der beskrives. Mellemøsthåndbogen forsøger ikke at binde landekapitlerne sammen ved at gå ind i landenes indbyrdes forhold. Et af gangen beskrives landene, der hver især et blevet tildelt mellem 10 og 20 sider alt efter landets størrelse og internationale pondus. Halvdelen af de 10 - 20 sider handler om det enkelte land i en nutidig kontekst og er struktureret ud fra nogle gennemgående overskrifter dækkende: Geografi; Befolkning og sociale forhold; Uddannelse og sundhed; Økonomi; Religion og endeligt Politik. Den sidste halvdel af siderne er dedikeret landets historie, og her oprulles landenes særpræg og til dels rolle i det større mellemøstlige billede.
Denne opdeling giver "landedelen" af bogen en leksikalsk anvendelighed, eftersom landene er ordnet alfabetisk og hvert landekapitel er identisk med de(t) foregående. For øvrigt slutter hvert kapitel med to sider "Fakta og statistik", så der er god mulighed for at skaffe sig et hurtigt overblik og sammenligne landene.

I første del af bogen (de første 130 sider) finder vi tolv tematiske kapitler. Blandt kapitlerne tages emner som "USA og Mellemøsten under George W. Bush", "Religion i det moderne Mellemøsten", "Medier i den arabiske verden" og "Olie og udvikling i Mellemøsten" under behandling. Disse kapitler er selvfølgelig ment som et forsøg på at få et overblik over de problemstillinger, der præger Mellemøsten politisk og kulturelt, og det er alt sammen meget appetitligt at gå i gang med. For hvis der er noget, man godt kunne tænke sig at få overblik over, så er det da Mellemøsten. Tænk at kunne skelne mellem de talrige krige og grupperinger eller forstå de interesserekonflikter, der findes på regionalt niveau, men så sandelig også på globalt niveau..?! Men så meget kan bogen ikke præstere. Erslev Andersen erkender selv, at lille Danmark ikke har et vidensreservoir af mellemøstforskere, der er tilstrækkeligt stort til at fylde en så diger bog. Derfor bliver temakapitlerne temmelig ujævne i stil og indhold, bl.a. fordi flere af kapitlerne er oversættelser af tidsskriftsartikler og andre tekster, der ikke oprindeligt har været ment som bidrag til denne type bog. Men fred være med det, når nu Erslev Andersen selv undskylder manglerne. Og den sammenhæng man kunne savne mellem de tematiske artikler, kan man følgelig selv forsøge at skabe ved at gå til artiklernes kilder. Skal man brokke sig alligevel, kunne man godt ønske sig, at en fem sider lang artikel om Euroislam og en lettere kedelig artikel om medier i den arabiske verden havde veget til fordel for et længere kapitel, hvor en af redaktørerne, eller alle tre, havde gjort et forsøg på at ridse Mellemøstens udvikling siden 2. Verdenskrig (1. Verdenskrig?) op i store træk. Det første kapitel hopper direkte ind i Bushs problemer i Mellemøsten, men man er næsten nødt til at forstå Bush Sr. for at forstå Bush Jr., og så videre.
Selvom regionen er letantændelig og desuden under pres udefra, er der imidlertid også en vis stabilitet at spore. Artiklen "USA og Mellemøsten under George W. Bush" slutter nemlig af med at opsummere USA's mest presserende problemer i Mellemøsten: 1. Kontrol over Irans uran, 2. Politiske reformer i Saudi-Arabien, 3. Stabilisering af Irak og endeligt 4. Israel-Palæstina. Det var i 2005 - mon ikke USA's Mellemøst-agenda er genoptrykt et par gange siden?
En anden artikel om "Ressourcernes politiske geografi" i Mellemøsten peger derimod på forandringer, eftersom fremskrivninger af olieforbruget tyder på noget nær en fordobling fra 2000 til 2020. Og hvad er så vigtigst - politiske reformer i Mellemøsten eller egeninteresser hos unipolen?
Sluttelig skiller artiklen "Mellemøsten: En (u)almindelig region - studiet af Mellemøsten i et teorihistorisk perspektiv" sig positivt ud. Udgangspunktet for artiklen er forskellene mellem de to mest kendte mellemøstforskere eller orientalister. Den ene er Edward Said, der mener, at Mellemøsten kan studeres som alle andre regioner, dvs. at det er de samme funktioner som alle andre steder i verden, der spiller ind på regionens udvikling. Den anden er Bernard Lewis, der betegner sig selv som "orientalist" og netop mener, at Orienten kan studeres som noget unikt. Om der vitterlig er forskel på Vesten og Østen, eller om der blot er tale om forskellige omstændigheder er måske et spørgsmål, man selv har skænket en tanke af og til siden en jysk avis trykte nogle tegninger af en arabisk mand og profet.

Overordnet set må bogen bedømmes ud fra de rette kriterier, og eftersom der er tale om en håndbog, er der selvfølgelig et væld af områdekyndige inde over, og derfor bliver kvaliteten også svingende i temadelen. Landeafsnittene er redigeret så stramt, at kvaliteten er blevet meget jævn, og hvis man er på udkig efter faktuel viden om de 22 lande (herunder mindre mediebevidste lande som Oman, Qatar og Vestsahara), er landeafsnittene i sig selv det hele værd (og så kan man jo læse de temakapitler, man ud fra overskriften finder mest indbydende). Hvis man vil være i stand til at forstå, hvad der er på spil i Mellemøsten kan det anbefales at anskaffe sig og læse fjerde og seneste udgave af Mellemøsthåndbogen, men husk også at følge med i aviserne!