SK > Boganmeldelser > Javel, hr. minister

Anmeldelse: Javel, hr. minister! - topembedsmænds magt og ministres afmagt

Undertegnede må ærligt indrømme aldrig at have set et afsnit af BBC's satiriske firser-tv-serie 'Yes Minister!' om arbejdsgangene i et britisk ministerium, hvor det vist i højere grad er departementschefen end ministeren, der har bukserne på. På dansk hedder serien 'Javel, Hr. Minister!', og i Hegelund og Moses bog af samme navn beskrives netop forholdet mellem ministre og embedsmænd i Danmark. Og akkurat som det åbenbart er tilfældet i serien, mener forfatterne, at departementernes snedige embedsmænd har meget at skulle have sagt. Til tider mere end ministeren. 

Ministeriel håndbog

Bogen består af tre dele. Første del sætter fokus på departementscheferne, deres arbejdsmetoder og historiske fremkomst. Anden del beskriver kulturen og arbejdsgangene i nogle udvalgte ministerier: Stats-, Finans-, Justits-, og Udenrigsministeriet, samt Undervisningsministeriet. Disse kapitler giver med flittig brug af anekdoter - generelt lider bogen ikke af mangel på røverhistorier - et godt indblik i ministeriernes forskellige historie og særheder. Tredje del omhandler det mere overordnede samarbejde mellem ministre og embedsmænd. Sammen med del to er den mere vedkommende for en statskundskabsstuderende end første del; det er trods alt kun et fåtal, der bliver departementschefer, men mange af os vil alligevel få vores daglige gang i et ministerium.

Forvaltningen til debat

I sidste del diskuteres bl.a. embedsmændenes rolle i gråzonen mellem politik og forvaltning. Ville det være bedre med flere politiske medarbejdere i ministerierne, f.eks. juniorministre eller statssekretærer, så embedsmændene i mindre grad skulle have politik for øje? Eller fungerer systemet upåklageligt nu med embedsmænd, der sikrer kontinuitet og faglighed samtidig med, at de fodrer ministre af forskellig observans med politiske forslag? Det er godt at holde et vågent øje med, hvorvidt landet styres forsvarligt, og bogen bidrager til en debat herom. Ros for det!

Bogens afsnit har en del overlap, eksempelvis har departementscheferne også en fremtrædende rolle i de to sidste dele, og debatten om politiske embedsmænd er gennemgående i hele bogen. Men opdelingen giver stadig en nyttig struktur og overblik i læsningen.

Aktuel og relevant - for en stund

Flere steder i bogen fokuseres der på nylige og aktuelle sager, eksempelvis Jægerbogssagen, debatten om efterlønnen og Socialdemokraternes planer for at få styr på forvaltningen, såfremt de skulle vinde et kommende Folketingsvalg. Det giver naturligvis bogen aktualitet, men samtidig vil dele af den inden for ret kort tid virke mindre relevant.

Måske er bogformatet ikke det mest oplagte medie til at beskæftige sig med sådanne topaktuelle sager. For eksempel er kapitlet om Undervisningsministeriet allerede ved bogens udgivelse forældet, idet det slutter med en beskrivelse af udfordringerne for Tina Nedergaard og hendes departementschef. Her er bogen blevet overhalet af virkeligheden og ministerrokaden i marts.

Tro ikke alt du læser

Bogen giver et godt indblik i, hvordan arbejdet i landets ministerier fungerer i hverdagen, og på den måde er den et nyttigt supplement til den mere teorifikserede forvaltningslitteratur, man stifter bekendtskab med på studiet. Men man skal holde in mente, at det er en journalistisk beretning - ikke en videnskabelig afhandling - og på de præmisser fungerer den. Derfor skal ikke alt i bogen tages fuldstændig alvorligt, for til tider skæres vinklerne lidt skarpt.

En sådan skarp vinkel, som har medført en del medieopmærksomhed, er beskrivelsen af Socialdemokraternes såkaldte 'Dødsliste' over embedsmænd, de ikke bryder sig om. Det står uklart skrevet om der reelt findes en rygende pistol i form af en fysisk liste eller om, det blot er billedsprog for at nogle socialdemokrater er trætte af enkelte embedsmænd. Det sidste virker mest sandsynligt, og dermed er der måske ikke den store nyhedsværdi i listen - som bogen også selv skildrer, er det ret naturligt for en opposition at have mistænkeligheder over for et embedsapparat, som arbejder for deres politiske modstandere. Det samme var tilfældet med Fogh inden 2001.

Letlæselig og saftig

Bogen er letlæselig og formår at gøre noget så tørt som centraladministrationen saftigt. Overordnet fungerer formen, men det medfører som nævnt, at beretningerne bør tages med et gran salt, og til tider kammer stilen også over og bliver for fjollet. For eksempel beskrives de mægtigste departementschefer ret konsekvent som Vogternes Råd, hvilket nærmere fremstiller dem som noget fra et rollespil end landets mest betydningsfulde embedsmænd. Forhåbentlig er det ikke en jargon forfatterne har fra virkelighedens verden. Ellers kunne man blive lidt bekymret for dømmekraften hos de herrer og få damer, som sidder i toppen af ministerierne.

Anmeldt af Jens Mølbjerg Lund Pedersen