SK > Boganmeldelser > Kampen om sandhederne

Anmeldelse 

Kampen om sandhederne.

Af Rune Lykkeberg: Gyldendal 2008

382 sider, 299 kr.

Anmeldt af: Jens Mølbjerg Lund Pedersen

Rune Lykkeberg har skrevet en glimrende bog om den kulturelle oveklasses storhed og fald. Og om meget andet...

Ved folketingsvalget november 2001 blev Anders Fogh Rasmussen statsminister. Det ved de fleste. Men hvorfor blev han det? Og hvorfor er han det stadigvæk? I Kampen om sandhederne forsøger journalist og redaktør ved Information Rune Lykkeberg at undersøge grundlaget for blandt andet dette skifte. Det sker i form af en analyse af den danske velfærdsstats historie og dannelsen af forskellige offentlige 'sandheder' etableret af forskellige klassealliancer.

Klasser og kapitalisme

Lykkeberg tager udgangspunkt i en Bourdieu-inspireret klasseanalyse. Der fokuseres altså på en efterhånden klassisk distinktion mellem både kulturel og økonomisk kapital. Denne klasseinddeling bruges sammen med teori om kapitalismens udvikling til at beskrive velfærdsstatens udvikling fra Stauning frem til i dag.

I tiden før anden verdenskrig stod den kulturelle overklasse - inkarneret i Poul Henningsen - i et modsætningsforhold til Socialdemokratiet, som var optaget af den økonomiske og kulturelle underklasses interesser over for kapitalisternes udnyttelse. Socialdemokratiet var et parti for arbejdere og ikke akademikere.

Dette ændrede sig efter krigen, samtidig med at kapitalismen ifølge Lykkeberg forandredes. Socialdemokratiet var nu oppe imod en kapitalisme, som både tilfredsstillede folks materielle behov og laveste åndelige fællesnævner: Folk var bevidstløs arbejdskraft fra 8 til 16, bagefter var de lige så bevidstløse forbrugere. Derfor var der basis for en alliance med den kulturelle overklasses kulturradikale interesser i at oplyse og frigøre folket. Alliancen viste sig eksempelvis ved oprettelse af Statens Kunstfond og en uddannelsespolitik, som ikke kun ville give eleverne færdigheder, men også udvikle dem eksistentielt som demokratiske deltagende borgere. En fælles fjende opstod i form af småborgere og ligusterfascister.

Det kulturelle borgerskabs storhed og fald

Hovedfokus i bogen er tiden under og efter denne alliance mellem arbejdere og intellektuelles storhedstid. Lykkeberg beskriver, hvordan koalitionen dannede en ny form for overklasse af kulturradikale akademikere. Og hvordan denne overklasse ikke vedkendte sig sin dominerende position i forhold til den kulturelle underklasse, selvom det at definere den gode smag naturligvis også udstiller den dårlige smag (som for eksempel den brølende kronhjort ).

Dette magtforhold eksemplificeres - ligesom mange andre af bogens pointer - glimrende ved hjælp af litterære figurer. Eksempelvis hvordan arbejderdrengen ikke har redskaberne til at sige fra over for den veltalende, kulturelt distingverede (og pædofile...) voksenven Gustav i Kristian Ditlev Jensens Det bliver sagt. Lykkeberg forsøger at skildre sandhedernes virkning på de enkelte mennesker gennem disse kulturelle referencer, og det fungerer ret godt. Derudover får man et indblik i den danske samtidslitteratur, samt mulighed for at kunne imponere humanister og andet godtfolk med sine skarpe analyser af Bent Vinn Nielsens forfatterskab.

Den kulturradikale overklasses magtposition begynder dog allerede i halvfjerdserne at få kraftige ridser i lakken. Ifølge Lykkeberg er en vigtig grund til dette magttab, at kapitalismen, og dermed genstanden for alliancen af social og kulturel kritik, endnu en gang ændrer sig. Nu lover kapitalismen kreativ selvrealisering under frie former, og 8-16 jobbet hører fortiden til.
Samtidig dannes en alliance mellem den økonomiske overklasse og den kulturelle underklasse, som begge er godt trætte af "pladderhumanisternes" måde at tale på. Og her kommer Fogh ind i billedet, for hans overtagelse af statsministerposten i 2001 viser, hvordan alliancen i dag er den dominerende position. Når Fogh siger, der ikke er noget at komme efter, korser intellektuelle sig over hans argumentation. Men erhvervslivet betragter det som effektiv ledelse, og den kulturelle underklasse bifalder, at gruppen af "smagsdommere", som har domineret dem kulturelt, mister sin status.

Sociologieksamen til sommer?

Det er ikke kun Bourdieu, der bliver trukket på i bogen; Lykkeberg gør også brug af Foucaults magtteorier for at vise, hvordan den kulturelle overklasse dominerede den kulturelle underklasse i troen på, at de kendte sandheden. Men samfundet er ikke bare et magtspil ifølge Lykkeberg, og han beskriver ændringen i magtstrukturen som en samtidig offentlig erkendelsesproces, der problematiserede det optimistiske menneskesyn, som det kulturelle borgerskab praktiserede. Troen på en form for fremskridt viser sig også med brugen af Habermas' idéer om deltagelsesdemokrati i en kritik af den nye tids opfattelse af demokrati som en værdi.

Brugen af disse teoretikere sammen med en del andre gør analysen en smule mudret. Lykkeberg vil gerne forklare mange ting, men man tilgiver ham det manglende fokus på enkelte forklarende faktorer. Dels fordi det ikke er hans erklærede mål at finde disse, men derimod at beskrive hvordan det, der betragtes som indlysende sandheder i samfundet, skifter med tiden. Der er tale om en subjektiv analyse, hvilket der ikke lægges skjul på. Derudover er hans analyser skarpe og velskrevne. Man føler ikke, det er spild af tid, når der bruges tyve sider på hård kritik af tidens ledelseskultur med udgangspunkt i Triers Direktøren for det hele, for kritikpunkterne rammer plet med karakteristikken af de skjulte magtformer ledelsen opererer med, og analysen er samtidig mere underholdende end filmen selv.

Selvom man godt kan begynde at ryste lidt, når man i indholdsfortegnelsen ser, at størstedelen af kapitlerne indeholder ordene klassekamp eller kapitalisme i overskriften, skal man ikke blive nervøs for, at der er tale om en betonmarxistisk analyse af disse emner. Lykkeberg er ikke ligetil at placere i diverse politiske eller teoretiske skemaer. Grundlæggende er han vel bare rimelig kritisk anlagt, og det er sgu rart med et synspunkt, som ikke bruger sit krudt på at kritisere oplagte ofre som DF og Fogh i sin samtidsanalyse, men derimod graver et spadestik dybere og viser, hvordan alle lag i samfundet til tider argumenterer uden argumenter.

Rune Lykkeberg kommer forbi campus den 3. december 2008 og holder et foredrag om kapitalismekritikken efter kapitallogikken. Dansk Sociologiforening inviterer, og alle er velkomne. Det foregår i lokale 1.1.18 kl. 19.30.