SK > Boganmeldelser > Politisk journalistik ...

Anmeldelse

Politisk journalistik og kommunikation - forandringer i forholdet mellem politik og medier.
Peter Bro, Rasmus Jønsson og Ole Larsen (red.)
Forlaget Samfundslitteratur 2006

180 sider, kr. 228

Anmeldt af: Nynne Skov 

Politisk journalistik og kommunikation er en bog, der forsøger at forene debat- og fagbog med bidrag fra både den praktisk såvel som teoretiske lejr. Forsøget er helstøbt, men i den lette genre. Denne bog er ikke noget, man skal opsøge, hvis man allerede har teoretisk viden inden for feltet. Især savner man en diskussion af nye mediers betydning, som kun enkelte bidrag berører. Nytænkning er ikke i højsædet, men har man behov for at få helt styr på hvad spin, priming og framing egentlig er for nogle størrelser, er bogen bestemt anbefalelsesværdig.

Et af bidragene, som faktisk forsøger at se videre, er Peter Bros eget bidrag, hvor han opdeler tiden efter partipressens ophør i tre faser, hvilket man lidt poppet kunne beskrive som domineret af henholdsvis journalisten, meningsmålingen og internettet. Bidraget er bestemt interessant og giver god forståelse for nogle af de strømninger, vi oplever i tiden.

Et andet bidrag, der bør fremhæves, er skrevet af skrevet af miljøminister Connie Hedegaard. Vi har her at gøre med en god konkret analyse, der trækker på forfatterens mange år på begge sider af bordet som både minister og journalist, og resultatet giver et godt indblik i overvejelserne bag scenen. Diagnosen er hård og skarp. Der er behov for mere faglighed og mere tid, hvis journalisten skal kunne løfte fremtidens medieudfordringer. Man fornemmer ansatsen til en metamorfose af den politiske journalistiks rolle til i højere grad at være analytikere end nyhedsformidlere, men dette forfølges ikke videre i bidraget.

Det gør det derimod i Amalie Kestlers bidrag, der anbefaler konkurrence på analysen og i forlængelse af dette en mere oplysende rolle for journalisten, samt ligeledes en faglig opgradering. Hendes bidrag bliver dog en smule farvet i sit ordvalg - hen imod det idealiserede - f.eks. med påberåbelsen af en indsigtskultur, hvilket anmelderen personligt mener, svækker bidraget.

I det hele taget skal man være bevidst om den noget subjektive fremstilling, som er faren ved en bog, der jo netop prøver, at gå på de to ben, debat- og fagbog, og som nogle af bidragene er stærkt præget af. Her kan især fremhæves David Trads bidrag, der meget idealistisk, ønsker sig objektiviteten tilbage. Hvis en sådan ting nogensinde har eksisteret i politik.

Med dette sagt er det for lægmanden en interessant og underholdende bog.