Trækul er brændpunkt for konflikter omkring Østafrikas grønne omstilling

I Uganda og Tanzania tegner trækul sig for 90 % af energiforbruget. Teknisk set er det en fornybar ressource – ikke fossilt – men i praksis er det absolut ikke bæredygtigt.

”I begge lande driver befolkningsvækst og udviklingsmål forbruget af trækul op på trods af officielle policies om det modsatte. Det fører til omfattende skovrydning og CO2-udledning,” fortæller Ole Wæver, professor ved Institut for Statskundskab.

Han står i spidsen for et kommende forskningsprojekt om de sociale konflikter, der truer, når de østafrikanske lande forsøger at omstille sig til andre energikilder eller ”grønt trækul”. Det projekt har Danida valgt at støtte med 10,4 mio. kr.

Kullet er indlejret i kulturen

I projektet, som hedder “Charcoal Conflict in Climate Change’s Decarbonisation Dilemmas: Knots of Livelihood, Nutrition, Communities, Gender, Migration & Energy in East Africa”, vil forskere analysere trækullets indlejring i madlavning, sundhed, køn, ungdom, migration, identitet samt gruppe- og korruptionsdynamikker.

”Projektet skal også bidrage til kapacitetsopbygning i Uganda og Tanzania ved at fremme tværfaglige samarbejder om klimaforskning. Det vil vi gøre ved at bringe eksperter i samfundskonflikter, lokale fællesskaber, jura, politik og teknologi sammen,” siger Ole Wæver.

Aktuelt lægger globale klimadagsordener pres på lande som Uganda og Tanzania. Dette øger ifølge Ole Wæver risikoen for, at pludselige ændringer, dikteret ovenfra, er uforenelige med den komplekse dynamik omkring trækul og dets rolle i østafrikanernes liv.

”Den globale klimapolitik bliver altovervejende formet i det globale nord – især i et samspil mellem USA, EU og Kina og private aktører – men prisen betales af de svageste samfund i syd, der ikke selv har bidraget til at skabe vores klimakrise,” påpeger Ole Wæver.

Når klimapolitik skaber konflikt

I det globale nord, hvor der udledes mest CO2, er der fokus på at mindske udledningen. Den dagsorden presser sig nu også på i det globale syd.

”Donorer og NGO’er farver alle programmer grønne. C02-kompensation, som vi stadig oftere sælges, er typisk noget med skov i fattige lande. Når trækul er så tæt vævet ind i alle sider af livet, hverdagen, familien, lokalsamfundet og den uformelle økonomi, kan hårdhændet klimapolitik ”nordfra” alt for let udløse nød og konflikt – og det underminerer så klimatiltagene,” forklarer Ole Wæver.

Konfliktforskningen har hidtil mest set på, hvordan klimaforandringerne selv kunne føre til konflikt, men der er en begyndende interesse for konflikter skabt af klimapolitik.

”Det nybrud bliver vores kommende projekt en del af. Det bliver afgørende viden, når vi skal beskytte sårbare samfund og gøre klimapolitikken holdbar,” fremhæver Ole Wæver.

Med i forskningsprojektet er også forskere fra Makerere University i Uganda, der er forankret i jura, og forskere fra St. Augustine University of Tanzania, som særligt skal bidrage med ekspertise i sociologi, konfliktforskning, køn og helbred. Ole Wæver og hans kolleger på CRIC er netop ved at lægge sidste hånd på et samarbejdsprojekt om militarisering i Uganda, udviklet sammen med Sylvie Namwase, som tidligere har været postdoc på Københavns Universitet.

”Jeg er meget taknemmelig for at få mulighed for at arbejde sammen med dygtige forskere i Uganda og Tanzania i bestræbelserne på at forstå, hvad der er på spil i de lokalsamfund, hvor klimapolitikken rammer dybt ned i menneskers liv, og hvordan befolkningen selv vil bidrage,” slutter Ole Wæver.