24. september 2020

Det er afgørende, at de thailandske oprørere skaffer sig venner fra andre samfundsgrupper

KRONIK

Demonstrationer i Thailand i denne weekend udfordrede monarkiet på en måde, der måske vil fryde deres stærkeste tilhængere, men også skræmme mange mulige støtter bort, skriver Duncan McCargo, professor ved Institut for Statskundskab i denne kronik.

Foto af Grand Palace i Thailand
Tusinder af demonstranter var samlet ved kongepaladset midt i Bangkoks gamle bydel. Fotograf: mmmmngai@rogers.com, Flickr.

Denne kronik blev først bragt i Politiken den 23. september 2020. 

De fleste danskere forbinder Thailand med afslappende ferierejser, evig sol og dejlig mad. Men vi fik en mørkere side af landet at se lørdag, da titusinder af demonstranter besatte den store plads ved kongepaladset midt i Bangkoks gamle bydel.

De senere års folkelige opstande – for eksempel konflikten mellem såkaldte gule og røde skjorter – var typisk sammenstød mellem Bangkoks middelklasse og mindre velstillede thaier fra den nordlige og nordvestlige del af landet. De seneste demonstrationer er meget anderledes, ikke mindst fordi de for første gang i 40 år overvejende ledes af studenter, og fordi de går på tværs af de landets gamle socioøkonomiske og geografiske skillelinjer.

Efter parlamentsvalget i marts 2019, det første siden militærkuppet i 2014, skulle magten egentlig have været givet tilbage til folket. I praksis er det dog stadig den gamle militærjunta, der sidder på magten. Den nye regering bliver ved med at undertrykke enhver opposition og foretrækker at styre landet med lovdekreter frem for at tillade en demokratisk debat.

Foruden de gamle politiske skillelinjer oplever Thailand i dag en dyb generationskløft. Studerende og digitalt indfødte under 25 år, der har adgang til information på internettet, udfordrer samfundets autoriteter og vender op og ned på de hierarkier, der længe har kendetegnet konservative asiatiske samfund.

Efter at forfatningsdomstolen i februar forbød det progressive parti Ny Fremtid, gik gymnasielever og universitetsstuderende i hele landet spontant på gaden. Ny Fremtid var indbegrebet af yngre vælgeres håb og drømme, og det vilkårlige forbud var et hårdt slag mod dem. Covid-19-epidemiens udbrud lagde for en tid en dæmper på utilfredsheden, men midt i juli slog de studerende til igen for at hævne sig.

Demonstranterne stiller tre centrale krav: De ønsker det nuværende parlament opløst (idet de mener, at parlamentsvalget var ramt af valgsvindel), de forlanger vidtgående ændringer af forfatningen, og de vil have sat en stopper for forfølgelsen af regeringens kritikere. Mere yderligtgående protestledere forlanger, at forfatningsreformerne skal gå hånd i hånd med en reform af monarkiet, hvilket hidtil har været et tabu i Thailand.

Demonstranterne i denne weekend udfordrede monarkiet på en måde, der måske vil fryde deres stærkeste tilhængere, men også skræmme mange mulige støtter bort.

I de seneste to måneder har studenterne forsøgt at vinde opbakning fra andre samfundsgrupper, herunder mennesker, der på forskellig vis er påvirket af covid-pandemien, der er gået hårdt ud over turistbranchen og store dele af servicesektoren.

Demonstranterne appellerer endda til konservative thaier, der er skuffet over den militært dominerede regerings sløje præstationer og utrygge ved det nye styre under kong Vajiralongkorn, som overtog tronen efter sin fars død i 2016.

En af de vigtigste studenterledere, Parit ’Pingvin’ Chiwarak, indrømmede i sin tale til demonstranterne, at bevægelsen kun kan fremtvinge gennemgribende forandringer i Thailands stat og samfund ved at vinde mere end halvdelen af landets befolkning for sagen. Og skønt weekendens demonstranter var banebrydende i deres humoristiske brug af symboler, havde de mindre held med at skabe en bredere samfundsalliance.

Udenlandske ambassader og internationale organisationer har været forsigtige med at udvise den store interesse for protesterne, fordi de frygtede, at de dermed ville delegitimere de studerende, der allerede er blevet beskyldt for at modtage penge fra udlandet. Thaierne må selv løse Thailands problemer.

Det er ingen sag at prædike for de frelste: Demonstranterne må først og fremmest række ud mod de thaier, der måske har støttet tidligere militærkup, men nu anerkender vigtigheden af et mere afbalanceret politisk system, som respekterer forskelle og hverken overskygges af hæren eller kongepaladset. Chancerne er ikke store, for tidligere protestbevægelser er alt for ofte endt i statslig repression eller militærkup.

En anden mulig reaktion fra elitens side er at forsøge at kvæle protesterne i parlamentarisk imødekommenhed: Det politiske establishment forsøger nu at neutralisere de yderligtgående reformkræfter ved at satse på uformelle rundbordssamtaler om udformningen af Thailands 21. forfatning siden 1932.

Det er lykkedes studenterne at få masser af opmærksomhed. Nu er det afgørende, at de skaffer sig venner.

Hvis studenterne vil fremme deres sag, er de nødt til at inddrage mennesker fra andre generationer og af andre politiske overbevisninger, som ikke desto mindre er enige med dem i, at det er nødvendigt at bryde ud af den onde cirkel, Thailands politiske system er endt i.