Er videnskaberne under belejring? Har vi brug for at sikre vores forskningsfrihed? Hvilken rolle spiller den etnografiske og etnologiske forskning? Hvis svaret på det første spørgsmål er et klart ja - forskningsarbejdet står i dag i langt højere grad end tidligere til regnskab overfor en større gruppe af interessenter end tidligere - kan det så være, at vi stik imod vores bedste instinkter skal besvare det andet spørgsmål med et forsigtigt nej? Nej, det er ikke ‘frihed’ vi skal efterstræbe. Og at forklaringen på dette kan søges i den humanistiske forsknings udvidede arbejde med at reflektere over vores mangeartede forpligtelser i og udenfor de felter vi arbejder i og med? Dette oplæg tager brydetag med antropologiens etik-begreb og prøver at formulere en opdateret vision for forskningens etiske kompas.