Økonomi & Politik

Økonomi & Politik, 94(4), 2021: Kulturdiplomati

Temaredaktørernes forord: kulturdiplomati som begreb og praksis

Martin Marcussen og Camilla Mordhorst

Kan vi ane konturerne af et skift i dansk udenrigspolitik? Et skift, hvor fokus i stigende grad rettes mod værdier, mere fokus på kultur? Er der sågar tale om et såkaldt ”cultural turn”, som man taler om i den internationale forskningslitteratur (Vestheim, 2015)? Vi har selvsagt ikke en spåkugle, der kan give os klare svar, men vi kan se konturerne af en arena, hvor kulturdiplomatiet udfolder sig hver eneste dag. Det er en arena, hvor offentlige såvel som private parter – hver for sig og i fællesskab – skaber møder på tværs af grænser for at skabe forandring. Det er kulturmøder i ordets bredeste betydning. I kulturdiplomatiet banes vejen for, at unge mennesker, intellektuelle, udøvende kunstnere, forskere, politikere, erhvervsfolk og journalister kan mødes for at diskutere, præsentere, udfordre, lære og forstå.

Formålet med dette temanummer er for det første at udfylde et videnstomrum. Der er ikke skrevet meget om kulturdiplomati på dansk. Vi ønsker at kaste lys på den særlige form for diplomati, der indebærer, at kulturen og kulturlivets aktører bringes eller bringer sig selv i spil med henblik på både at realisere nogle nærmere specificerede udenrigspolitiske målsætninger og for at lære nyt, få inspiration, blive klogere. Kulturdiplomati er underudforsket og svagt defineret. Der er mange aktører, der opererer i feltet, og som har hvert sit bud på, hvad kulturdiplomati er og gør. Det kulturdiplomatiske felt åbner en masse døre og baner vejen for en lang række spørgsmål, som vi endnu ikke har svar på.

Med dette temanummer håber vi for det andet at kunne skabe et grundlag for en diskussion af kulturdiplomatiets muligheder og relevans. Det er en diskussion, der kan føre os mange steder hen. Hvilker roller spiller de offentlige myndigheder i kulturdiplomatiet, og hvilke roller spiller den lange række af private aktører – i civilsamfundet såvel som i erhvervslivet – i det danske kulturdiplomati? Hvordan samskabes kulturdiplomatiet, og bør den samlede danske kulturdiplomatiske indsats koordineres mere end tilfældet er i dag? Vi håber, at vi med dette temanummer kan skabe en bredere forskningsinteresse for dette felt og måske endda så kimen til et decideret forskningsmiljø med fokus på kulturens rolle i Danmarks internationale relationer. Vi håber selvfølgelig også, at vi kan indfange beslutningstagernes opmærksomhed med et budskab om, at kulturdiplomatiet kan være et relevant værktøj i den udenrigspolitiske værktøjskasse og at der kulturpolitisk er meget at hente ved at sætte den nationale kunst og kultur i spil i et internationalt felt. Dels for kunstens egen udviklings skyld, og dels fordi den kan skabe en ligeværdig og fri dialog på tværs af grænser og kulturelle og strukturelle forskelle.

Man kan groft sagt skelne mellem en instrumentel og en knap så instrumentel måde at definere kulturdiplomatiet på. Begge tilgange er repræsenteret i dette temanummer. Hver for sig er de med til at igangsætte vigtige diskussioner om kulturens internationale dimensioner og potentiale, og i fællesskab giver de os en god og dækkende forståelse for kulturdiplomati som koncept og som praksis.

På den ene side handler kulturdiplomati om at anvende kultur i bred forstand som et middel til at realisere en række specifikke udenrigspolitiske målsætninger. Det er den instrumentalistiske version af en definition. Det er der masser af eksempler på. Man kan eksempelvis iværksætte kulturelle aktiviteter med henblik på at underbygge en særlig forestilling om Danmark og den danske samfundsmodel, - et brand. Kulturen kan være med til at kaste lys på, tiltrække opmærksomhed mod og promovere danskere, danske institutioner, danske produkter eller danske idéer og værdier. I denne forståelse af kulturdiplomati har man ofte en etableret forståelse af, hvem vi er og hvad vi vil. Vores interesser er så at sige eksternaliserede. I denne forestilling har vi som land et hierarki af interesser, hvoraf nogle er helt essentielle for vores overlevelse. Andre interesser er vigtige, og atter andre interesser er perifere. I alle tilfælde er disse interesser og vores interessehierarki nogenlunde fikserede. Kulturen ses som et værktøj i værktøjskassen, der kan hjælpe os til at beskytte og fremme disse interesser. Der udformes strategier for, hvordan man via kulturelle aktiviteter bedst kan fremme danske interesser. Ofte kan man måle, hvorvidt kulturdiplomatiet har fungeret efter hensigten. Man kan måle om kendskabet til Danmark er blevet større, om Danmarks omdømme er blevet bedre, om der sælges flere produkter, ankommer flere turister, eller om den danske kreative industri vokser. Med denne form for kulturdiplomati er det klart, at der udøves magt – en blød magt. Magten består i, at man med kulturdiplomatiet forsøger at tiltrække opmærksomhed og skabe støtte omkring de givne interesser man har.

Kulturdiplomatiet kan dog også forstås på en mindre instrumentel måde. Det kan hævdes, at der er tale om kulturdiplomati hver eneste gang kulturelle aktiviteter foranlediger et internationalt kulturmøde. Diplomatiet er relationelt i dets grundessens. Man kan ikke forestille sig, at der finder diplomati sted uden, at der er mindst to parter der på den ene eller den anden måde mødes. Mødet behøver ikke være fysisk. Ofte er der tale om verbale og/eller skriftlige ytringer, der har en afsender og en modtager. Men der er altid både en afsender og en modtager, ellers er der ikke tale om diplomati. Det samme gælder kulturen. Kultur eksisterer i kraft af at mennesker mødes. Og nogle gange finder dette kulturmøde sted mellem forskellige nationaliteter. Kulturmødet kan finde sted uden for Danmarks grænser, rundt om i verden. Det er der flere eksempler på i dette temanummer. Men det kan også finde sted i Danmark. Flere forskellige danske arenaer byder sig til som rammer for sådanne internationale kulturmøder. Her er der også tale om kulturdiplomati. Men der er ikke tale om at én eller anden bestemt interesse skal fremmes. Snarere sker der ofte det, at alle deltagerne i et kulturmøde påvirkes i processen. Interesserne endogeniseres, det vil sige opstår som et resultat at kulturel interaktion. Der finder gensidig påvirkning, læring og socialisering sted. Man kan gå ind i et kulturmøde med én forestilling om, hvem man er, og hvilke interesser man har. Efter kulturmødet kan denne forestilling være forandret. Påvirkningen og læringen går begge veje. Resultatet af kulturmødet kan være, at man begynder at stille nye spørgsmål og finder nye svar. Der kan finde innovation sted. Der er blevet rokket ved gamle forestillinger, og nye forestillinger vinder indpas. Det kulturmøde, som kulturdiplomatiet giver anledning til, kan ses som en form for berigelse. I denne forståelse af kulturdiplomatiet udgør det internationale kulturmøde et herredømmefrit rum, hvor alle parter i princippet står lige. Mødet – og kulturdiplomatiet – kan bedst forstås som en udveksling.

Ligesom kulturdiplomatiet udøves på et utal af forskellige arenaer af et utal af forskellige offentlige og private aktører hver for sig og i fællesskab, så er det teoretiske grundlag for studiet af kulturdiplomatiet i høj grad tværdisciplinært. Faktisk har alle samfundsvidenskabelige discipliner, der undersøger sociale relationer i princippet udviklet teori, der kan anvendes til at studere kulturdiplomati. I politologien har vi eksempelvis transaktionsanalysen. I socialpsykologien har vi teori om social kommunikation og gruppedannelser. I business studier finder vi teorier om interkulturel kommunikation og innovation. I økonomien har vi teori om konkurrence og markedsdannelse. I sociologien anvendes teorier om sociale identiteter, tillid og læring. I alle disse forskellige forskningsdiscipliner handler det grundlæggende om at undersøge, hvilke betingelser, der skal være til stede for, at mennesker mødes, og hvad der i det hele taget sker, når mennesker mødes. Det er klart, at skal der i Danmark etableres et grundlag for at studere kulturdiplomatiet og ”the cultural turn” mere systematisk – dets historie og ophav, dets indhold og retning, og dets potentiale og resultater – så giver det mest mening at gøre dette i et åbent, tværvidenskabeligt setup, herunder med involvering af kulturdiplomaterne selv. Det kan være i erhvervslivet, museerne, civilsamfundsorganisationerne, uddannelsesinstitutionerne, ministerierne og styrelserne o.s.v. o.s.v. Der er mange om buddet.

I dette temanummer, der er redigeret i fællesskab af Martin Marcussen, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og Camilla Mordhorst, Dansk Kulturinstitut, har vi valgt at illustrere, hvor langt man kan nå ud via kulturdiplomatiet. Vi har inkluderet en sektion, der fortæller, hvordan kulturdiplomatiet udfoldes af danske kulturdiplomater; og en anden sektion, der illustrerer, at også andre lande (Qatar) og regioner (Catalonien) og internationale organisationer som FN og EU arbejder helt systematisk med kulturdiplomatiet. Dermed håber vi, at vi har taget et første skridt i retning af at udfylde et videnstomrum og bane vejen for en bredere diskussion af kulturdiplomatiets rolle og potentiale.

Samlet set håber vi, at de otte bidrag kan give et indtryk af den mangfoldighed af diskussioner, der aktiveres af et fokus på kulturdiplomati – som praksis og som forskningsområde. Vi har set, at et bredt spektrum af aktører spiller med på den kulturdiplomatiske scene, nationalt såvel som internationalt. Vi har set, at kulturdiplomatiet har væsentlige kommercielle og politiske dimensioner, men også kan studeres som et middel til gensidig læring og innovation. Endelig har vi set, at kulturdiplomatiet både er rettet mod den internationale kontekst, men bestemt også har vigtige roller at spille for den nationale sammenhængskraft og nationens selvforståelse. Diskussionen om kulturdiplomatiets ophav, indhold, retning, og effekter er naturligvis langt fra slut. Vi har med dette temanummer kradset lidt i overfladen og håber, at andre vil tage udfordringen op, og bidrage yderligere til en samlet dialog, der inkluderer kulturdiplomatiets forskere og praktikere, herunder de politiske beslutningstagere.


Litteratur
Vestheim, Geir, red. (2015), Cultural Policy and Democracy, London: Routledge.