Da Danmark i 1975 besluttede at købe 58 F-16-kampfly var det på mange måder en aftale med substantielle fordele. Den fælles beslutning blandt en række NATO-lande om at købe samme flytype betød, at Danmarks relationer til sine alliancepartnere blev styrket, ikke mindst i kraft af fælles deltagelse i internationale operationer. Indkøbet muliggjorde endvidere samarbejde om moderniseringsprogrammer og reducerede levetidsomkostningerne betragteligt. Fælles fly betød også forbedrede træningsmuligheder for danske piloter og vigtig hjælp fra USA, da mangel på danske piloter betød, at op mod 25 procent af de danske fly ikke var operative. Men fælles fly betød ikke i sig selv, at Danmark blev en ligeværdig og efterspurgt deltager i internationale operationer. Det krævede en omfattende modernisering af F-16-flyet, indkøb af avancerede systemer og ammunition, en reorganisering af det danske flyvevåben,en forandring af dets organisationskultur og et tilstrækkeligt antal piloter. Kun i kraft af disse forandringer er det i dag muligt for flyvevåbnet at levere bidrag til internationale operationer, som både lovprises og efterspørges af partnere og allierede. For at realisere de samme gevinster i fremtiden bør danske beslutningstagere søge samme former for samarbejde, når de i 2016 investerer i det kampfly, der skal erstatte F-16-flyet.