Hovedaktørerne i international klimapolitik – EU, Kina og USA – har forskellige og ikke altid konsistente normer om lighed med hensyn til, hvordan begrænsningerne i udledningerne skal foregå. Det påvises i denne artikel, og det er sandsynligvis medvirkende til, at disse aktører har så svært ved at nå frem til en fælles forståelse endsige en aftale om begrænsninger i udledningerne af drivhusgasser på internationalt plan.