Centraladministrationen som forvalter af følelse og fornuft

Forholdet mellem politik og forvaltning har siden 80’ernes begyndende modernisering været præget af stigende politisering af embedsværket og stigende politisk interesse for forvaltningen af aftaler og lovgivning. 

Christian S. Nissens bog om medieforligets tilblivelse kaster lys over, hvorfor denne udvikling tilsyneladende fortsætter med uformindsket styrke uanset regeringers politiske farve. Bogens centrale observation om medieforliget er, at politikerne ikke magter at udvise den særlige ansvarlighed, der går ud på (til forskel fra borgere og embedsmænd) at skulle kombinere og bygge bro mellem følelser og fornuft. 

Dette skal ses sammen med en meget stærk forligsnorm i Folketinget. Det indebærer mange brede forlig, hvor forskelligartede, detaljerede - og måske modsatrettede - krav fra de forskellige partier lægger op til efterfølgende og løbende involvering i forvaltningen.

 

Herved opstår og styrkes rollen som hhv. forvaltende politiker og som politiserede forvaltning. Når de politiske aftaler når virkeligheden, kan det vise sig, at de politiske mål og midler ikke holder - på medieområdet illustreret af, at Berlingske trak Radio 24/7 ud af ligningen, da afstandskravet blev besluttet.

På andre områder, viser sammenstødet af politik med den praktiske virkelighed sig måske mindre tydeligt. Men når mål og midler ikke virker, fx på beskæftigelses- eller socialområdet, kunne det så skyldes “for mange følelser og for lidt fornuft” hos politikerne? Eller skyldes det at forvalterne ikke er dygtige nok til at kombinere følelser og fornuft i udførelsen af deres rolle som hhv. rådgivere eller som eksekverende?