Diplomatisk krisestyring kan italesættes på mindst to måder: som stærkt reguleret eller som forløbe i overensstemmelse med et sæt spilleregler, der er angivet i Wienerkonventionen om diplomatiske relationer. På den anden side kan der opstå situationer, hvor diplomater spiller ind i falder uden for normalbilledet, og som kan tænkes at have uhensigtsmæssige konsekvenser for Danmark og danskere. Begge former for krisestyring involverer den danske udenrigstjeneste. I forlængelse af efterhånden mange kriseforløb har der fundet en betydelig mængde organisatorisk læring sted i udenrigstjenesten. Det betyder imidlertid ikke, at alle problemer er løst. Eksistensen af poly- og perma-kriser udfordrer den grænseoverskridende krisestyring.